Den 23. juni fejres der Sankt Hans i hele Danmark. I Vejlø er det blevet en fest for hele familien, med babyer i barnevogne, børn, der gemmer sig i skræpperne, teenagere, der slapper af i græsset, brudepar, der går tur hånd i hånd, mellemgeneration på stole og ældre med rollatorer.

Kl. 18 åbnes præstegårdshaven, hvor der er opstillet grill så den medbragte mad kan tilberedes og spises i haven.

Næstved Byorkester plejer at spille slagere siddende under Danmarks 3. største platantræ. Ved 21-tiden går man i procession til bålpladsen hvor bålet tændes,præsten holder årets brandtale, orkesteret er med, og der synges sommersange i sommernatten.