ÆNDREDE KONFIRMATIONSDATOER I 2020
Kære konfirmander og disses familier - Følgende nye datoer for konfirmation i 2020 i Vejlø er blevet meldt ud: d. 30. august for dem der skulle have været konfirmeret d. 26. april og d. 6. september for dem der skulle have været konfirmeret d. 3. maj.

KONFIRMAND 2021
Sidste søndag i august 2020 siger Vejlø Kirke velkommen til jer, der venter i kulissen på at gå til præst. Der er gudstjeneste kl. 10.30 og indskrivning i sognegården efter kirken. Sådan får I hilst på både kirke og konfirmandstue. Husk jeres dåbs- eller navneattest! Den nye præst er ikke begyndt endnu, så det bliver to fra menighedsrådet, der viser jer til rette og skriver jer op. Samme søndag skriver I jer på den konfirmationssøndag, I ønsker jer. De otte måneder i og omkring kirken er et tilbud til jer, der efter sommerferien skal i 7. klasse, og som bor i Vejlø sogn eller har et bånd til kirken her. Det er ikke skole eller fodbold eller svømning. Det er noget helt andet. En fantastisk chance for at gumle på de helt store spørgsmål: Hvem er jeg? Og hvem er Gud? Hvorfor er jeg her? Hvad skal jeg med mit liv? Og gør det en forskel at være kristen? Du må gerne være i tvivl, og du behøver heller ikke at vide, om du vil konfirmeres eller ej. Tiden sammen med præsten er en tænkepause, hvor du finder ud af, hvad du siger ja eller nej til. Hvornår timerne kommer til at ligge informeres der om sener.